Den dielektriske styrke test eller høj potentiale eller hypotest udføres for at bestemme effektiviteten af ​​isolering i en elektrisk enhed eller udstyr. Denne elektriske test på en komponent eller et produkt tjener til at måle enhedens evne til at fungere sikkert under elektriske forhold.

Dielektrisk styrke er et mål for elektrisk styrke af et materiale som en isolator. Dielektrisk styrke er den maksimale spænding, der kræves for materialet til at vise dielektrisk fiasko. Jo højere dielektrisk styrke af et materiale, desto bedre er dets kvalitet som isolator.

Der er tre hovedmetoder til bestemmelse af den dielektriske styrke af en isolator: den korte tidsmetode, den langsomme stigningsmetode og den trinvise metode. I alle tre placeres prøven mellem to elektroder i luft eller olie. Den mest anvendte testmetode er korttidsmetoden. Spændingen påføres to elektroder, og spændingen øges fra nul til den dielektriske forvrængningsgrænse.

Pausepunktet er det punkt, hvor prøveprøven brændes eller punkteres. Spændingsforøgelseshastigheden bestemmes af det tidspunkt, det tager for prøven at nå dielektrisk forringelse.

En vigtig elektrisk funktion af isolatorerne er deres dielektriske kraft. Den dielektriske styrke afhænger af plast og elektrodes type og form og omgivelserne omkring isolatoren.

Kort sagt refererer dielektrisk styrke til det højeste elektriske felt, hvor et isolerende materiale kan modstå ideelle forhold uden forringelse.

De dielektriske styrkeprøvninger, der udføres af de kompetente myndigheder, er som følger:

• TS EN 50289-1-3 Kommunikationskabler - Til testmetoder - Specifikationer - Del 1-3: Elektriske testmetoder - Dielektrisk styrke

• TS EN 50289-3-17 ... Sektion 3-17: Mekaniske testmetoder - Dielektrisk adhæsion og kappe

• ASTM D149-09 Standard testmetode til dielektrisk nedbrydningspænding og dielektrisk styrke af faste elektriske isoleringsmaterialer ved kommercielle effektfrekvenser