Generelt har de mekaniske fastgørelseselementer funktionen til at tilvejebringe kontrolleret kommunikation i kraftoverførselsledningen mellem det roterende element og det roterende element i en maskine. Forbindelseselementer benævnes generelt koblinger. Koblingenes hovedopgaver er som følger: tilslutning og adskillelse af aksler, transmission af kræfter og øjeblikke, eliminering af ujævnhed mellem akseaksler og dæmpning af stød og vibrationer.

Under udførelsen af ​​disse opgaver realiseres koblingen ved mekanisk limning. Derfor skal det mekaniske fastgørelsesorgan monteres og fjernes uden bevægelse af skaftet for at sikre eller frakoble de to aksler.

Den vigtigste faktor for koblinger er ujævnheden mellem akselakslerne under montering eller drift. Disse uregelmæssigheder består af afvigelser mellem akseaksler på grund af monteringsfejl eller termiske forlængelser og er radiale, aksiale, kantede og vridende. Endvidere er et andet vigtigt element til koblinger, at akserne i de to aksler, der skal forbindes til hinanden, er i samme retning.

Generelt har akslerne, der er anvendt mellem motoren og propellen på skibe, akslerne, der anvendes i bevægelsessystemerne på brokranerne, og de lange aksler, der bruges i nogle tekstilmaskiner, mekaniske koblinger af koblingstypen.

Et andet eksempel på mekaniske fastgørelseselementer er koblinger. I koblinger kan kontakten både være mekanisk og kan afhænge af en fysisk hændelse, dvs. friktion. Koblingerne er hovedsageligt opdelt i fem grupper: mekaniske koblinger, pneumomekaniske koblinger, elektromekaniske koblinger, elektromagnetiske koblinger og automatiske koblinger.

Koblingenes arbejdsprincip er baseret på forbindelsen mellem den ene side og den faste roterende aksel og den anden side til den roterende aksel. Der er ingen glidning mellem kontaktfladerne, og begge aksler roterer med samme hastighed.

Mekaniske forbindelsestest udført i avancerede laboratorier overholder metoderne og standarderne offentliggjort af indenlandske og udenlandske organisationer.